Ny i klubben?

Begynderhold
Bushikan Karate-dô har startet nyt begynderhold (for 8 år +) i august 2024. Holdet træner mandage og onsdage fra 17.30-18.30. Hvis du har lyst til at prøve kræfter med karate, er du meget velkommen til at kigge forbi til en prøvetime (første måned gratis). Kontakt os gerne i forvejen, så instruktørerne ved, at du kommer: http://bushikan.dk/kontakt/

I første omgang er det ikke nødvendigt at komme til træning i karatedragt (gi) eller lignende. Du skal bare have noget træningstøj – og lyst til at smide sko og strømper og prøve træningen.

Minikarate for små krigere … og deres familie 
Bushikan har kørt et minikaratehold siden august 2019. Holdet er for børn  i alderen 4-7 år – samt deres forældre. Holdet træner fra 9.30-10.30 om lørdagen, og det er selvfølgelig muligt at få en gratis prøvemåned før indmeldelse. Træningen er så karatepræget, som det er muligt med små størrelser, der ikke kan koncentrere sig så længe ad gangen. Der er desuden masser af sjove aktiviteter, hvor de små krigere kan råbe, slå på puder, lave kolbøtter og i det hele taget krudte af. Vi træner på faste måtter, og holdets primære instruktør er sensei Kenneth Holtz, som selv startede til karate som lille dreng og har + 40 års erfaring.

 

Hold for let øvede og øvede
Bushikan har for tiden to hold, der begge træner mandage og onsdage: 8.-4. kyu træner 17.30-18.30, og 3.-1. kyu træner fra 18.30-20. 

Hold for sortbælter
Har du allerede trænet karate et andet sted og er dangradueret, kommer du selvfølgelig på vores sortbæltehold, der træner mandage og onsdage fra 18.30-20.00. 

Om lørdagen har vi desuden både et åbent hold, for medlemmer, der vil træne ekstra (traditionelt) samt et konkurrencehold. Begge hold træner lørdage fra 10.30-12.00.

 

Indmeldelse
Hvis du har besluttet dig for at blive medlem af Bushikan, kan du melde dig ind i klubben på denne side

Nuværende træningstider kan ses under Holdplan 2024 – 2. halvår (se nærmere om Bushikans faciliteter her).

Kontingent betales forud halvårligt og er 900 kr. pr. sæson (hhv. 1. og 2. halvår/jan.-juni og aug.-dec.). Kontingentet er 450 kr. per halvår for minikarate/familiekarate, som kun træner en gang om ugen.

At træne i Bushikan…
Bushikan betyder ”krigerens hus” og refererer til de mentale kampe, man skal vinde hver eneste dag. Her er karatetræning et godt redskab, hvor man igennem overvindelse af egne grænser – og via indsigt, ydmyghed, respekt for sig selv og andre samt et godt kammeratskab – bliver mentalt bedre rustet, end før man startede.

Hele fundamentet for Bushikan er, at alle skal kunne træne karate og få noget ud af det. For dem, som ønsker at vinde medaljer og deltage i konkurrencer, råder vi over nogle særdeles kompetente og erfarne instruktører, som igennem 30 år har konkurreret på absolut topplan. Vi ved, hvad det vil sige at stå med nerverne uden på tøjet, for vi har selv prøvet det. Og den viden kan vi give videre til nye og kommende medaljehåb. Og for motionisterne, som gerne vil lære lidt selvforsvar, samtidig med at de får en bedre kondition, har klubben flere veluddannede instruktører, som er skolet i anatomi og viden om moderne pædagogiske træningsprincipper, samtidig med at de fokuserer på karatens traditioner og et effektivt selvforsvar.

Bushikan Karate-dô træner på Mosedeskolen i Greve (find vej):

Mosedeskolen
Lilleholm 58
2670 Greve