Nordic Open

Bushikan deltog den 21. september i Nordic Open.

Stævnet, der blev holdt for første gang, var en form for nordiske mesterskaber for traditionelle Shotokan-klubber.

Det blev det største stævne, som Shobu Ippon Danmark havde arrangeret til dato. Stævnet blev kæmpet efter Ippon Shobu regler i kata og kumite både individuelt og hold. Man skulle have min. brunt bælte for at kunne deltage, hvilket var med til at sætte niveauet. Danmark havde forberedt sig grundigt i forhold til uddannelse og udvælgelse af dommere og stillede med et stærk felt af dygtige Ippon Shobu-dommere.

Klubber fra både Sverige, Norge og Finland foruden fra hele Danmark havde fundet vej til Hørsholm, hvor stævnet fandt sted, og niveauet var generelt højt.

Bushikan stillede med Gitte og Malene, der begge stillede op i to kata-kategorier: 45+ og 35-44 år.  Ved shobu ippon-stævner afgøres de indledende runder efter flagsystem og med ”shitei-kata”, hvor dommeren ud fra fem mulige kata (Heian 2-5 + Tekki 1) vælger den kata, der skal udføres. Fire kæmpere går i finalen, der afgøres på point og med tokui-kata, dvs. hvor kæmperne selv vælger den kata, de vil udføre.

I 45+-klassen vandt Gitte begge sine indledende runder og sikrede sig således en finaleplads. Hun udførte Bassai Dai og kom på en fjerdeplads i et stærkt felt mod kæmpere fra bl.a. JKS Finland. Malene nåede til anden runde, hvor hun tabte til den senere guldvinder (6. dan og chefinstruktør for JKS Finland).

I 35-44-klassen var Malene lige så uheldig med lodtrækningen, idet hun igen mødte den samme kæmper og senere guldvinder i 2. runde. Det var især ærgerligt, fordi hun dermed gik glip af muligheden for at få prøvet sine tokui-kata af i en finalerunde. Stævnet lå ellers fint som optakt til WUKF EM i Polen i anden uge af oktober. Gitte røg desværre i denne klasse ud i 1. runde.

Michael var med som coach, og klubben havde desuden Kenneth med i dommerteamet. Alle dommere mødtes kl 9.00 om morgenen, og turen gik hjem igen kl. 19 om aftenen. En lang men spændende dag med masser af flot karate og hyggelige, berigende samtaler med karatevenner fra andre klubber.