Graduering til 9. kyu

Tirsdag den 8. oktober bestod klubbens begyndere gradueringen til 9. kyu – gult bælte.
Instruktørerne var imponerede over det niveau, der blev vist, i forhold til hvor kort tid eleverne har trænet, og det tegner godt for fremtiden.

Osu og hjerteligt tillykke til Jens, Christine, Peter, Niels, Mike og Allan med de nye grader.

Kenneth Holtz 7. dan

Det er med glæde og stolthed, at Bushikan Karate-dô kan lykønske sensei Kenneth Holtz med 7. dan. Den fornemme og velfortjente grad er resultatet af et livslangt engagement inden for karate.

Begyndelsen…

Kenneth startede med karate i 1975. Det var i Greve, og instruktørerne var bl.a. Hans Jørgen Jakobsen og Jørgen Nielsen. Kenneth fortæller: “Jeg var 7 år og lige startet i 2. klasse. Vi trænede i Greve hallen (Greve Idræts Center) i 1 år frem til 1976, hvor klubben kortvarigt flyttede til Ishøj, og det var lidt besværligt for os børn. I sommerferien 1976 ringede Jørgen Nielsen og fortalte, at han ville starte klub på Hedelyskolen. Han spurgte, om vi ville med, og så startede vi i Greve Budo Klub (GBK), hvor jeg trænede frem til 1998.”

Kenneth har trænet under mange af de helt store navne i dansk karate. Han fortæller videre: “I de 23 år jeg var i GBK, blev vi undervist af både Jørgen Nielsen, af Kai og Lone sensei, som i mange år kom fast i klubben og underviste et par gange om måneden, og der var også en årrække, hvor Bura sensei underviste en gang om måneden”.

Landsholdstræning og Team Danmark-støtte

Kenneth var i mange år på landsholdet og modtog i en periode Team Danmark-støtte: “Fra jeg startede min landsholdskarriere i 1983 som junior og 15 år frem, trænede jeg ud over i GBK også cirka en dag om ugen på Karateakademiet under Bura sensei, og der var også en årrække i start 90’erne hvor jeg trænede landsholdstræning fast en gang om ugen i Brøndby Hallen – også under Bura sensei – og sammen med Britt Larsen. Vi fik personlig Team Danmark støtte i 2 år.” Kenneth var sammen med Britt Larsen udpeget til at specialisere sig i kata. Det var første gang, at kæmpere fra det danske landshold på den måde kunne vælge at fokusere på den ene konkurrencedisciplin, hvilket skal ses som en del af den generelle udvikling også uden for Danmark i retning af stadigt større specialisering inden for eliteverdenen.

Kenneth var væk fra dansk karate i en periode på cirka fem år fra 1998, hvor han arbejdede i USA, og hvor træningen bestod af lidt karatefritræning suppleret med andre sportsformer. Han kom tilbage til Danmark og genoptog klubtræning i 2003, og efter at have trænet kortvarigt i Københavns Karate Skole samt Ishøj Karate Klub fandt Kenneth sig til rette i Solrød Karate Klub, hvor han trænede og underviste frem til februar 2018.

Kenneths karriere som master

Anden periode med elitetræning og stævnedeltagelse lå fra 2005 og næsten 10 år frem, hvor Kenneth stillede op som master i kata. I 2014 valgte han at afslutte sin karriere, da + 30 års karatetræning, heraf de første mange år med benhård træning på trægulv, efterhånden gjorde det for smertefuldt at fortsætte på eliteplan. Han stoppede på toppen efter at have vundet guld ved både EM (WUKF i 2014) og VM (WUKF & WSKU, begge i 2013).

Medstifter af ny Shotokan-klub i 2018

I februar 2018 grundlagde Kenneth sammen med Michael Hansen og Malene Kirkeby Bushikan Karate-dô i Greve. I Bushikan trænes traditionel Shotokan-karate, og klubben blev i starten af 2019 medlem af JKA Danmark. Kenneth er på denne måde vendt tilbage til JKA-familien, hvor han også startede sin karatekarriere.

Bushikan har desuden et lille konkurrencehold med kæmpere i alderen 15-50, som gør sig gældende på den internationale scene inkl. VM-niveau. Kenneth har solide kompetencer i forbindelse med udviklingen af talenter. Han har – som ovenfor nævnt – selv dyrket karate på eliteplan i mange år. Første periode var igennem 15 år som junior/senior, hvor han de første mange år stillede op i både kumite og kata (kumitemæssigt gik han all-in – blandt andet brækkede han skinnebenet flere gange). Og anden periode var som nævnt som masterkæmper inden for kata i perioden 2005-2014.

De seneste år har Kenneth dedikeret sit karateliv til at undervise bredden samt udvikle talenter. Kenneth er desuden et kendt ansigt inden for dansk karate, idet han har fungeret som stævnelæge igennem mange år ved stævner afholdt under Dansk Karateforbund, Dansk Traditionel Karate Forbund, UKDK og JKA.

Osu og stort tillykke til sensei Kenneth Holtz!

Unsu-træning, 2010

Shotokan Cup, 1989

WUKF VM i Italien, 2011

WSKU VM i Istanbul, 2013

Undervisning i Bushikan, marts 2018

Minikarate – holdstart

Lørdag den 24. august startede Bushikans nye minikaratehold, som kommer til at træne om lørdagen fra 9-10. Instruktør er Kenneth sensei, assisteret af Malene sensei og Gitte sempai.

Omkring 10 børn i alderen knapt 3 til 7 år var mødt op med både forældre og mindre søskende, så der var masser af liv i gymnastiksalen på Mosede Skolen. Kenneth sensei bød velkommen og viste rundt, hvorefter de små (og store) krigere blev ført igennem en let opvarmning, prøvede at knytte hænderne, lave håndkantslag og støde på puder. Der blev også trænet afsæt med hop på slagpuder. Til slut lærte de at bukke og sige “osu”. Vi glæder os allerede til næste gang, hvor der ventes flere nye.

Velkommen til!

Flere billeder i Gallerier.

VM-medaljer til Bushikan

Otte kæmpere fra Bushikan deltog sammen med det danske UGK-landshold i WUKF-verdensmesterskaberne, der blev afholdt i Bratislava, Slovakiet, fra 20-23. juni.  
På førstedagen var klubbens mastere på. Malene Kirkeby og Gitte Carlson stillede begge op i kategorien kata all styles, 46-50 år. Der var 14 i puljen og dermed tre runder. Malene blev en sikker vinder og generobrede dermed sit VM-guld fra 2018. Hun kan i øvrigt i år fejre 10 års jubilæum i WUKF, idet hun for første gang deltog i et WUKF-VM i 2009 (Odessa, Ukraine) og for første gang opnåede en verdensmestertitel (kategori: kata Shotokan, master 36+).

Gitte, som kun har få år på bagen som konkurrenceudøver, opnåede for første gang en placering ved et verdensmesterskab og vandt en flot bronzemedalje. Resultatet af mange, mange hårde træningstimer. 

Michael Hansen stillede også op i kata all styles, 46-50 år, og var i en stor pulje med over 20 deltagere. Han nåede til anden runde, men kom desværre ikke i finalen.

På VM-dag nummer to havde klubben fem deltagere i to forskellige kategorier.

Kresstine Brusen Jensen kæmpede sig til en suveræn sølvmedalje i kata Shotokan kadet (16-17 årige) med 37 deltagere i alt. Der var hjertebanken hos alle os, der så på, da Kresstine måtte i omkamp om sølvet, men nerverne hos Kresstine holdt, og sølvet endte hos rette ejermand.

Sara Poulsen, der var med i samme gruppe, nåede lige akkurat ikke til en medaljeplacering, men måtte nøjes med en fjerdeplads. Det gør altid ondt, når det er lige ved og næsten, men det ændrer ikke på, at Sara lavede en fantastisk flot præstation.

I gruppen kata Shotokan kadet (13-14 årige) deltog Cecillia Jensen, Sofia Jensen og Josefine Rønne fra Bushikan. Der var 58 deltagere i gruppen, og dommerne var hårde. Blandt andet fik 9 af deltagerne 0. De tre piger fra Bushikan gjorde det alle rigtig flot og kom videre til anden runde. Det blev desværre ikke til nogen finalepladser, men pigerne var tilfredse med deres præstationer, og det var tydeligt at se, at de alle har udviklet sig. Viljestyrke og hård træning lønner sig, og vi glæder os til at se meget mere fra Bushikans elitekæmpere i årene fremover. 

Osu

Se flere billeder i Gallerier.

Graduering

Tirsdag den 11. juni 2019 blev der holdt graduering i Bushikan, og klubben fik seks nye grønbælter (7.kyû): Kristina Jacobsen, Tino Meneth, Stephanie Meneth, Oliver Jacobsen, Frederik Jacobsen og Benjamin Vejlbjerg.

Flere billeder fra gradueringen findes i Gallerier.

OSU og hjerteligt til lykke!

 

 

Greve Awards 2019

Den 3. juni deltog 17 medlemmer i Greve Awards 2019 i Portalen. Bushikan var så heldig at være nomineret i 2 kategorier.

Til dem som ikke har kendskab til Greve Awards, så afholdes det hvert år af Greve Kommune, hvor kommunen hædrer frivillige og udøvere i de forskellige idræts- og fritidsforeninger. Der er i alt 6 kategorier og 3 nomineret i hver kategori.

Bushikan havde nominerede i:
Årets Træner 2018: Kenneth for sin chefinstruktørrolle i 2018
Årets Idrætspræstation: Cecillia, Sofia og Cecilie for deres guldmedaljer ved både VM og EM i 2018.

Stort tillykke til Cecillia, Sofia og Cecilie, som vandt Årets Idrætspræstation.

 

Resultater fra Sydhavspokalen

Lørdag d. 1. juni deltog Bushikan Karate-dó i Sydhavspokalen, et kata-stævne, hvor puljer er opdelt efter alder samt bæltegrad. Klubben deltog med 8 kæmpere, og for 4 var dette deres første stævne. For alle farvede bælter (kyu-grader) var man sikret 2 kampe lige meget hvad. Reglerne var med flag og man var oppe 2 og 2. Vinderne kæmpede om guld og sølv, mens hvis man tabte en kamp var man med i opsamlingen om bronze.

De 4 debutanter er Frederik, Benjamin, Stephanie og Tino. Indledningsvist skal det lige nævnes at vi frem til stævnet kun har trænet 2 gange af 1,5 timer med relevant stævnetræning. Målet var at prøve at gå ind på gulvet og opleve stemningen som deltager til et stævne. Alle lavede nogle gode kataer med massere af krigerattitude, og Frederik kom hjem med en flot sølvmedalje, stort tillykke. Trænerteamet og klubben er stolte af jer alle.

Casper har ikke været med til stævner de sidste 5+ år og gør et forrygende comeback ved at vinde guld. Han lavede nogle flotte kataer, og man kan ikke se at han har holdt en længere pause. Stort tillykke.

Malene og Gitte var i samme pulje og løb med hhv. guld og sølv. Stort tillykke.

Kenny vandt guld i sin pulje. Stort tillykke.

Enkelte stemningsbilleder herunder – se flere i Gallerier

 

Konfirmation i Bushikan

Torsdag den 30. maj blev Sofia Jensen og Cecillia Jensen fra Bushikan Karate-dô konfirmeret i Jersie Kirke. Mange af klubbens medlemmer var mødt op for at hilse på de smukke og glade konfirmander.

Hjerteligt tillykke!

5 medaljer ved Polish Open

Syv kæmpere fra Bushikan deltog 12. maj i WUKF-stævnet Polish Open, der blev afholdt i Stettin. Ud over fra Danmark var der deltagere fra 10 andre nationer.

Alle fra klubben leverede fine præstationer, og det blev til følgende placeringer:

Josefine Rønne: GULD – kata – minikadet 13-14 år
Malene Kirkeby: GULD – kata – master 36+
Michael Hansen: GULD –  kata – master 36+
Gitte Schmidt Carlson: SØLV – kata – master 36+
Kenny Bruun Rasmussen: BRONZE – kata – senior 21+
Kresstine Jensen: Fjerdeplads efter omkamp – kata – kadet 15-17 år

Sara Poulsen kom desværre lige akkurat ikke i finalen.

Nedenfor ses guldvinder Josefine Rønne. Se flere billeder i Gallerier (fotograf Larus Frans Gudmundsson fra UKDK)

Medaljer til Bushikan ved UKDK DM

Bushikan deltog lørdag den 27. april i danmarksmesterskaberne afholdt af UKDK.

Alle 8 deltagere gjorde det rigtig godt, og vi fik 7 medaljer med hjem.

Malene Kirkeby – GULD, kata master kvinder 36+
Michael Hansen – GULD, kata master herrer 36+
Gitte Carlsson – SØLV, kata master kvinder 36+
Kenny Bruun Rasmussen – SØLV, kata senior
Michael Hansen – SØLV, sanbon kumite master herrer 36+
Michael Hansen – SØLV, ippon kumite master herrer 36+
Kresstine Jensen – BRONZE, kata kadet

Stort tillykke til alle!

Se flere billeder – taget af UKDKs fotograf Larus Frans Gudmundsson – i gallerier.